Peter Høeg udgiver som bekendt den 19. maj måned bogen "Den stille pige". Søndag aften i DR2's program 2. sektion havde Jes Stein Pedersen en meget interessant og sympatisk samtale med Peter Høeg, hvor de rundede adskillige af de store emner; ensomheden, døden, eksistensen, troen, træningen af det mentale, sansningens rækkevidde mv.
Vældig god samtale i respekt og venlighed. En samtale, der røbede noget om dimensionstænkningen i den kommende bog. En samtale, der desuden var et studium i vellykket sprogligt samarbejde. En samtale, der viste, hvor intelligent og ydmyg en forfatter, Peter Høeg er. Selv når Jes Stein stillede pinlige spørgsmål - og det gjorde han ved gud mod slutningen - sørgede Peter Høeg for at få samtalen til at være i balance.
Se programmet på DR's hjemmeside, eller når det bliver genudsendt onsdag d. 3 maj kl. 01.00 på DR2 eller mandag den 8. maj kl. 10.45 på DR1.
Atheneum røber dette om bogens handling:
"Romanens hovedperson er den 42-årige Kasper Krone. Kasper er verdensberømt cirkusartist med en svaghed for poker og Johann Sebastian Bachs musik. Han har en fænomenal hørelse og en lige så fænomenal skattegæld. Mens han er i vinterkvarter i Glostrup, får han at vide, at en af hans tidligere elever, KlaraMaria, en pige på 10 år, er blevet bortført."

