Grænsen mellem det personlige og det private

Af og til når jeg sidder og skriver her på bloggen, kommer jeg - som en del andre bloggere - til at spekulere over, hvor grænsen mellem det personlige og det private går. Hvis nogle af jer spekulerer over det samme, så prøv lige at læse Fredrik Wackås indlæg om dette grænseland.

Comments

[Kirsten]

Ja....det giver en noget at tænke over.
Når man læser en anden persons blog, har man jo selv valgt at få de oplysninger, den giver - det er ikke ligesom hvis fx. en veninde ringer og fortæller dig en virkelig sørgelig nyhed - når du læser en blog, vælger du selv til og fra hvor meget du vil engagere dig. Og hvis du ikke kender bloggens forfatter personligt, rammer det jo heller ikke så dybt som hvis det var en nær ven. På den måde er det måske også nogle gange lettere for os at vise sympati, fordi vi kan gøre det omkostningsfrit - vi bliver trods alt ikke bedt om at hjælpe med begravelsesarragementet osv.
Cyberspace er på mange måder mere uforpligtende - det synes måske lettere at betro sig til sin blog, men man er også i risiko for at blive misforstået, eller udsat for ubehagelige reaktioner fra personer (trolls) der vil udnytte ens sårbarhed.
Det var bare mine reflektioner over emnet - det er i hvert fald meget interessant!

[Maja]

Hej Line - Fredrik Wakrås indlæg fik også mig til at fundere over, hvor grænsen går - men mest ift de blogs, jeg følger. Ift min egen blog er jeg ikke i tvivl. Jeg vil vurdere, at det må være nemmere at trække grænsen mellem det personlige/private på en virksomhedsblog ?

[Daniel]

Grænsen mellem det personlige og det private er efter min mening, ikke noget der kan defineres generelt, netop fordi det er meget forskelligt, hvor vi hver især trækker den grænse.
En blogger kan sagtens øse ud af de aller dybeste følelser, uden at den pågældende blogger føler at han/hun har overskredet sin grænse mellem det personlige og det private, mens læseren af bloggen er af en helt anden opfattelse. Spørgsmålet er så, om læseren alligevel vælger at læse videre, føler man, at man er med på en kigger hvor man egentlig ikke burde være, står det jo en frit for, at udnlade at læse videre.
Personligt valgte jeg at oprette en blog, fordi jeg gerne vil have flyttet min egen grænse, og lukke lidt mere op for posen, og her er bloggen bare et af de værktøjer jeg har valgt at arbejde med, for at opnå det mål.

[Line]

Jeg tænker lidt over det, I skriver. Og er jo enig i, at man kan lade være med at læse videre (Kirsten), at man ikke kan sætte nogle generelle regler op (Daniel), og at grænsen er nemmere at trække på en virksomhedsblog (Maja).

De gange, jeg selv overvejer, hvor grænsen går, er det jo som oftest i situationer, hvor jeg sidder med en historie eller en pointe, der optager mig meget - men hvor jeg har svært ved at vurdere, om det vil have helt samme interesse for mine læsere. Og det er naturligvis en af kerneudfordringerne i blogverdenen, fordi bloggen langt mere end alle andre genrer bygger på den personlige vinkel og de personlige observationer.

Men når vi nærmer os de PRIVATE observationer (for nu at blive i Wackås begrebsadskillelse), er det så ikke netop dér, at vi ofte mister grebet og taber det saglige overblik, fordi vores eget hjerte banker for en sag ud fra subjektive interesser eller forhold.... som jo så kun kan have almenhedens interesse, hvis vi forstår at abstrahere observationerne, sådan at de bliver identificerbare for mange, eller kan sættes i perspektiv for flere end blot én selv.

Den grænse er ikke så svær at mestre, hvis man sidder i en almindelig samtale. For der kan man aflæse øjeblikket og modtagelsen af det, man siger, men det kan man jo ikke på bloggen. Der sender man i høj grad sine historier, vinkler og synspunkter ud til vurdering, men ikke en vurdering, man nødvendigvis bliver delagtiggjort i. Og så er det svært at justere eller rette ind. På den måde kan bloggen godt være en lidt vanskelig samtale at føre, synes jeg.

[Daniel]

Det kommer vel an på, om man betragter bloggen som en stor samtale, eller mange små. Personligt hælder jeg nok mest til den sidste, jeg ved at det er forskelligt hvad folk gider læse, og gør mig derfor ingen illusioner om, at alle gider læse alt jeg skriver. Samtidig er jeg da også godt klar over, at det jeg skriver, måske af og til kan virke lige lovligt privat på nogen.
Det kan vel på sin vis sammenlignes med en avis, ikke alle artikler har samme interesse for alle, og hvad grænsen mellem privat og personligt angår, så har vi vel dødsannoncerne og andre private indlæg, der til tider (om ikke altid), bevæger sig på denne grænse.

[Line]

@Daniel: God pointe!

[zoe tati]

hej ! ( og godt gået med at finde det bedste domainenavn !). blog-rummet er interesant. udspændt mellem privat og offentligt, og sandhed og løgn på den anden led ! hvad der skrives/vises kan lyde privat men kan være fiktion !
folk har kaldt min blog nikrofili... ( det må være noget af det mest privat-grænseoverskridende der er ). hvad vil I sige ? naturligvis ser jeg mit arbejde i modernismens skær, hvor et billede er et selvgyldigt udsagn; som jeg "tagger" med personligt stof og masse af tillid til fremmede, der følger med. Hilsen zoe PS kik forbi zoetati.blogspot.com

[zoe tati]

beklager stavning: NEKROFILI

[Irena]

keep up the good work!
;)