50 % chance for, at modtageren af din e-mail forstår den rigtigt. Og dermed 50 % risiko for, at han eller hun forstår noget andet, end det du tror. Men selvom vi godt kender risikoen for at blive e-misforståede, så tror vi alligevel ret meget på os selv og mener, at 80 % af vores modtagere vil opfatte det, vi skriver, korrekt.
Det kender man jo alt for godt. Enten det, at man selv bliver knotten over et meget kort og - synes man - dermed småuforskammet og afsnuppet svar. Eller dét, at den i den anden ende slet ikke reagerer, som man havde regnet med.
Dorte Toft skriver om emnet i Berlingske i dag under overskrifter "Bæster i løsdrift på nettet", og hun berører det også på Bizzen. Og det er Dorte Toft, der videregiver procenterne ovenfor, som stammer fra en amerikansk undersøgelse, som jeg desværre ikke kan finde et godt link til :-(.
Men altså. Området er jo supersuperinteressant. Anette Grønning og jeg skriver også en del om det i vores bog E-mail-kommunikation, som udkom forrige mandag. Og det handler i vid udstrækning om vores emner til at oversætte den mundtlige samtale til skrift. Og dét er vi slet ikke vant til endsige 'uddannede' til.
Jojo, vi er vant til at skrive, selvsagt, men det er i andre former. Skriver vi fx et brev, ordner vi teksten ud fra vores genreopfattelse af netop brevet. Og heri ligger bl.a., at jeg er mig bevidst, at brevet skrives asynkront - jeg skriver til dig, så putter jeg brevet i kuvert, sætter frimærke på, går ned til postkassen, så går der en dags tid eller 2, så modtager du brevet, så læser du det, og så går der måske nogle dage eller uger, før du får forfattet et svar. Og dette 'setup' påvirker teksten. Vi ekspliciterer meget, vi refererer, vi indleder med "Tak for dit lange brev. Hvor var det godt at høre fra dig. Og tænk, at du alligevel søgte det job, efter at du osv....". Vi følger en form med hilsen+indledning+stemning+referat-af-det-indhold-du-har-skrevet-om-til-mig.
Vi er os med andre ord ret godt bevidst, hvilke omstændigheder brevteksten lever under, og at vi er nødt til at skrive alle følelser, reaktioner, tanker mv. ned for at sikre os, at den anden ved, hvad vi tænker.
Helt anderledes er det med e-mails, chat, sms'er og lignende. For her går det stærkt, og vi er meget ofte til stede i samme tidsrum. Nøjagtig som vi er det i en ansigt-til-ansigt-samtale. Og i ansigt-til-ansigt-samtalen anvender vi en masse udbevidste (og bevidste) færdigheder for at få samtalen til at glide. Vi smiler, griner, vender øjne, klapper hinanden på skulderen, vipper med foden, bliver fjerne i blikket, kigger væk eller kigger den anden dybt i øjnene osv. Hele forhandlingen af indhold og stemning foregår på splitsekunder og meget ofte uden eksplicitte formuleringer.
Med alle vores nonverbale signaler præger vi samtalen og forhandler uafbrudt stemning og indhold. Vi kan det alle sammen. Vi lærer det allerede, når vores forældre hænger over vuggen og enfoldigt råber "borte-borte - tittit" ned til os. Allerede dér lærer vi så ekstremt meget om samtalekunst og nonverbalt samarbejde, at det, når vi får vores sprog, forlængst er blevet et redskab, vi mestrer og dermed ikke behøver anstrenge os for at bruge - endsige behøver reflektere over.
Men når vi skal oversætte alt dette til skrift, opstår der problemer. For hvad er det, der virker? Og hvad er det, der virker stik modsat, hvad vi tror og vil? Det er en helt ny måde at samtale på - og en helt ny måde at få samtalen til at glide på. Og det er en ganske anden type sprogligt samarbejde, end vi er vant til. Så jo, det går meget ofte galt.
Der er stor forskel på at møde chefen på vej op af trappen om morgenen, og hun så siger "jeg vil gerne tale med dig om den rapport, du afleverede i sidste uge", og når hun sender en mail med selv samme ordlyd. Beskeden på trappen suppleres af både tid, sted, stemning, sætningsmelodi, hvad I ellers talte om lige inden, om hun smiler, om du smiler osv. Den selv samme besked i e-mailen har ingen af disse formildende medbetydninger, så "Jeg vil gerne tale med dig om den rapport, du afleverede i sidste uge" kan tillægges alle mulige medbetydninger, som modtageren selv bikser med, fordi der ikke er stemningsmarkører eller andre medbetydende omstændigheder at trække på.
Både smileyer (:-), ;-), =;-), :-0, :-D), netkronymer (*ILM* (I Lige Måde), *IRL* (In Real Life) *LOL* (Laughs Out Loud) og *FASAG* (Falder Af Stolen Af Grin), kreativ tegnsætning (?!?!) og andre uformelle oversættelser af stemninger er et meget vigtigt redskab i denne sammenhæng. Og hertil kommer forhandlingen af sproget, indlevelsen i den andens modtagersituation, respekten for den andens 'face', ordvalg, diskursmarkører som jo, skam, nok, vist, dog, osv.
Men frem for alt handler det om, at vi skal være klar over, at en enhver form for dialog og dermed også en e-mail består af både indholds- og relationskommunikation. For tror man e-mailen blot er indhold, er man allerede gået frygteligt galt i byen, hvad angår relationen. Indholdet modtages kun, hvis relationen er afstemt og på plads.
