Jeg skal i Kaffeklubben på fredag. Vi skal blandt andet tale om Twitter. Jeg forsøger at snige snak om Jaiku ind også. Kunne derfor godt tænke mig at blive suppleret og suffleret lidt med erfaringer og for'er og imod'er fra Twittere, Twitter-tvivlere, Twitter-hadere med og uden erfaringer, Jaiku'ere, eks-Jaiku'ere, Jaiku'ere in spe osv.
Soleklare fordele set fra min verden:
- Supersjovt at miniblogge
- En velkommen udfordring at skulle forsøge at sige noget interessant med kun 140 anslag, altså noget interessant, der vedkommer 'verden'
- Interessant, at der rent faktisk er plads til også disse samtale/blog-genrer
- God skrivetræning, god tænketræning
- God og anderledes relationsbearbejdelse
Overvejelser over ulemper:
- Man er temmelig udsat i den digitale verden. Dét skal man lige overveje, før man Twitter og særligt Jaikuer
- Det kan være svært at finde balancen mellem indforstået og 'eks'forstået i den verden
- Det kan også være svært at balancere i valget mellem henholdsvis lukkede og åbne fora - bør man lade alle læse med eller bare lukke sit rum og kun tale med en udvalgt skare...?
- Mine venner synes, jeg er kommunikationsvanvittig og fatter overhovedet ikke, hvad jeg taler om, eller hvorfor jeg gider kommunikere i så mange sammenhænge
- Hvor længe mon vi gider? Nu har jeg været på Twitter i nogle uger, skiftede så til Jaiku, hvor jeg vist også har været nogle uger. Står lige nu i vadestedet og kan ikke finde ud af, hvilken hest jeg skal vælge - om nogen af dem overhovedet. Er jeg så udlært? Eller er det 'gået over'? Har allerede fået nogle lidt hårde erfaringer derinde eller skal jeg sige derude (?) - men det får man jo, når man stikker næsen frem og når man forsøger at begå sig i et nyt rum, så det er ok.




