Halløj De der

Tiden er løbet fra De, Dem og Deres. Men en del medarbejdere i danske virksomheder og organisationer har svært ved at tro det (ved jeg fra min undervisning). For de er vant til, at brev-De'sse kunder/borgere/ samarbejdsparterne. Men Emergens-Nicolai gider ikke blive De'sset. Til gengæld gider han heller ikke blive tiltalt med fornavn alene. Og slet ikke få stavet sit navn forkert.

Halløj banker og forsikringsselskaber og alle mulige andre sprogtunge virksomheder. Læs lige udpluk af, hvad Nicolai mener om blandt andet bank-mails og balancen mellem De og du:

"Indrømmet, jeg er en af den slags moderne mennesker, der godt kan li’, at min bank behandler mig som et rigtigt menneske. (...) Men spørgsmålet er, om det kan blive en tand for meget, en tand for personligt. (…)

Normalt er jeg Des med banken, når det gælder officiel kommunikation. Det har jeg som sådan ikke noget imod, men halløj i banken - I må gerne sige du til mig. Jeg er ikke så sart selvom jeg godt kan føle mig lidt vigtigere, når der bliver sagt De til mig. Men er tiden ikke ved at løbe fra den tiltaleform?

Hvis jeg derimod kommer ind i banken, så er vi dus. Det virker mere naturligt og det er på ingen måder distraherende. Det ville et De derimod være - med mindre det selvfølgelig bliver sagt i en venlig tone og med humoristisk gammeldags intonering. Så ville det til gengæld være udtryk for en dejlig leg med de kontrasituationelle muligheder i hverdagens sprogbrug (hold da kæft hvor højpandet).

Men kan det blive for menneskeligt? Ja, det synes jeg det kan. Som nu fx da jeg den anden dag modtog en mail fra banken. Det var synligt, at det ikke var en gennemført standardfrase, men at den nogenlunde var formuleret til lejligheden af en specifik bankrådgiver. Derfor var mailen også både dejlig menneskelig og personlig. Men der kan jo ske fejl, når talknuseren inde i banken selv sidder og formulerer sine skriftlige fremstillinger

Hvad skal jeg fx mene om kun at blive tiltalt ved fornavn? Altså når mit fornavn er stavet forkert? Så er banken vist blevet for menneskelig. Og mennesker laver jo som bekendt fejl. Skal jeg forstå mailen som udtryk for, at banken er begyndt at lave fejl? Forhåbentlig ikke."

Hvorfor citerer jeg hele denne lange tekst? Det gør jeg, fordi jeg meget ofte underviser medarbejdere i store danske virksomheder og organisationer i at skrive nutidigt, venligt og nåja, hensigtsmæssigt. Og af og til af har nogle af kursisterne svært ved at gå fra De til du. De tror ikke rigtig på, at modtagerne nu også ønsker at blive du'ttet. Så derfor er det meget rart med en 'kundereaktion' som Nicolais.

Comments

[Nicolai]

Jeg har faktisk en opdatering, som måske passer dig glimrende. Der kommer jo formentlig et tidspunkt, hvor din email-bog skal opdateres.

Ser du, jeg besvarede jo mailen fra banken. Og jeg fik igen et personligt svar fra banken. Det var dejligt.

Men på trods af, at mit navn selvfølgelig er stavet korrekt i min standard signatur, bliver banken ved med at kalde mig Nikolai.

Direkte pinligt!

[Line]

@Nicolai - Kunne være ret sjov at se/læse korrespondencen. Må jeg ikke se teksterne på din blog eller citeret her i kommentarfeltet... du kan jo bare anonymisere dem.

[Nicolai]

@Line
Jeg forstår din faglige interesse. Men jeg må desværre skuffe dig.

Jeg har nemlig taget en principbeslutning efter at jeg rundt omkring i blogosfæren har set diverse mails offentliggjort. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg ikke ville offentliggøre mails uden samtykke fra afsenderen. Man kan selvfølgelig gøre alt muligt for at sløre afsenderen og umuliggøre ethvert forsøg på at finde ud af, hvem der har skrevet mailen. Og nogle gange gør indholdet det fuldstændig umuligt at identificere afsenderen. Men men men...

Beslutningen er mest af alt truffet fordi, folk der skriver til mig, skal kunne være sikre på, at det kun er mig, der er/bliver modtager - indholdet af underordnet.

Det lyder måske altmodisch men, sårn' er det. Jeg kan skrive om mails jeg har modtaget og jeg kan parafrasere dem, men de bliver ikke offentliggjort.

[Line]

Helt i orden Nicolai!

[Therese]

For mig at se er De ved at komme tilbage efter at have været væk i nærmest hele mit liv. Jeg er 45, og dermed har jeg været barn i 70'erne hvor ingen sagde De til nogen.
Jeg synes især det er rigtig svært at vænne sig til at mennesker langt yngre end mig siger De. Det gør de nemlig hele tiden i butikker og andre steder. Jeg kunne faktisk virkelig godt lide at vide hvor folk omkring de 20 har den ide fra at sådan nogle som mig kan lide at man siger De! Altså, jeg er vel cirka på alder med mange 18-20 åriges forældre, så de må da kende folk i min aldersgruppe...
Er der mon nogen bud på hvordan det kan være - og mon de unge gerne vil have at vi alle sammen går over til De igen?
Jeg kan kun tilslutte mig tilhængerne af at vi ikke genoptager De!

[Line]

@Therese - meget godt spørgsmål. For nogle år siden lurede jeg selv på, om der var ved at komme en ny De-bølge blandt de meget unge. Men jeg synes egentlig, at den er aftaget lidt igen.

Og en egentlig forklaring på det har jeg ikke. Andet end den lommefilosofiske, nemlig at det formentlig er et forsøg på at opføre sig korrekt og skabe en form for professionalitet - og høflig distance. Den generation, du omtaler, har jo aldrig rigtig stiftet bekendtskab med høflighedsformer, klassiske dannelsesdyder mv., så at gribe til 'De' kunne godt være et forsøg på at udvise høflighed og samtidig etablere en platform, som de kan gebærde sig ud fra i deres betjening af kunderne. Formentlig får de ingen som helst introduktion til hensigtsmæssige tiltale- og betjeningsformer, hvordan man taler med kunderne i øvrigt osv. i deres job, og så er De'et jo i hvert fald et velkendt - omend for nogle modtagere forældet - middel.

[Isak]

Jeg vil godt udtale mig i Des/dus-diskussionen som repræsentant for min egen generation. Jeg siger du til mine venner og jævnaldrende, men er som udgangspunkt Des med alle offentlige personer, lærere, ekspedienter og fremmede.

Selvom det sikkert langt fra er den generelle standard, så vil jeg vove at påstå, at en del af os unge mennesker (jeg er selv 17) er gået tilbage til De i en lang række rimelig veldefinerede tilfælde.

Der er vist to årsager til skiftet. For det første kan jeg godt tilslutte mig ideen om et ønske om høflig distance. Mange unge i dag (i min omgangskreds) føler, at kommunikationen er blevet for plat og ligegyldig, og på en måde intimiderer det dem at blive tiltalt "du" af personer, de ikke har personlig relation til. Desuden er det også lidt retro at være Des, og nogen gange er man Des med hinanden - sådan for sjovs skyld, altså.

Des er helt klart på vej tilbage.

[Line]

@Isak - tak!! Meget interessant indlæg!! Jeg får dog lyst til at spørge dig som repræsentant for de unge De'ssere, om I er klar over, at hvis I tiltaler folk i 40'erne eller 50'erne med De, så gør I dem til nogle gamle tusser. Så på den måde fornærmer I faktisk mere end at være høflige - uagtet at jeres intention er god nok.

Det hænger jo sammen med, at de generationer, som I typisk nu vil tiltale med De, er vokset op parallelt med at De-tiden gled ud med de ældste generationer og de ældste generationers anderledes dannelsesidealer. Så det klinger rigtig skidt i ørerne på disse generationer, når I pludselig De'sser dem og dermed gør dem meget gamle. Det minder dem om alder - I giver dem en 'alder(s)dom' så at sige.

Det, du skriver med, at I føler, at kommunikationen er blevet for plat og ligegyldig, dét er interessant. Men det står og falder næppe med tiltaleformerne alene. Så på hvilke andre områder er det? Kan du ikke uddybe det? Det kunne være ret interessant.

[Steen]

DU skal ikke Desse mig!

To små tanker:
Først og fremmest oplever jeg som 42-årig ofte, at tjenere og butikspersonale desser mig, og jeg må bare erkende, at det vender sig i mig. Jeg kan SLET ikke have det, og min reaktion er altid, at jeg spørger vedkommende, om han eller hun vil være utilpas med, at vi skifter tiltaleform fra De til du. (Altid formuleret med et De undervejs.) Det plejer at hjælpe.

På den anden side synes jeg da, at det er herligt, at Isak og andre gymnasieelever er begyndt at desse hinanden. Pragtfuldt, faktisk. Måske er det Krøniken og Matador, der har startet trenden?