Grosserer. Stationsforstander. Kammerherre og kammerherreinde. Grammatiker. Overførster. Mølleejer. Generalmajor. Kantor. Digter. Overretsagfører. Blomstermalerinde. Luftskipper. Konferensråd.
Side om side ligger de på kirkegården i hvert sit gravkammer. Jeg går af og til tur på etagen oven over. Vandrer op og ned ad stierne på Frederiksberg Ældre Kirkegård og læser sten i stilheden. Og jeg fantaserer om, hvordan livet under jorden forener folk fra meget gamle tider med folk fra yngre dage. Og mens vi er ovenpå, på den tynde overflade, oppe på etagen i de levendes rige, ser og nyder vi korte glimt af nutiden og gyser over tanker om intethed såvel som evighed. Siden, i gravene, møder vi de gamle tider og bliver til fortid, tankegods, erindring, muld og eftermæle.
Og netop eftermæler, sproget oppe på kirkegården. På gravene. Det sprog, som afspejler gamle nutider og efterladtes følelser og tanker. Gad vide, hvordan grossereren eller kammerherren dernede i gravsalen begår sig med deres sært klingende og for os så forældede titler. Og hvad med hende, på hvis gravsten, der bare står "Min elskede mor"? Hvilken identitet påberåber hun sig dernede i gravsalen, hvor hun er mor uden barn? Og hvad med alle dem, der har samlet sig i familiegrave? Holder de sammen? Eller synes de, det er belastende også i døden at blive holdt sammen, om ikke andet så af tempeltræernes rodnet og de efterladtes trang til tavshed om tingenes rette tilstand?
Man kan jo komme til at ligge ved siden af en rigtig fæl karl eller blive genbo til en usympatisk slægt. Nå, ja det er jo næppe så meget anderledes, end at man ikke altid er venner med sine naboer i lejligheden ved siden af. Men mon ikke det her som dér kan vække anstød, at nogle breder sig og udsmykker sig så voldsomt og fylder så meget, har kæmpe sten og gravmæler og -monumenter, brændende lys, små bænke og sågar mausolæer, mens andre er henvist til at krybe sammen i skyggen og den fugtige jord henne under den gamle eg på en ganske lille jordlod.
De fylder en del dernede under jorden. Også selvom 93 % i dag bliver ligbrændt og urnenedsat. Men man kan se det på fliserne. De buler op. Jaja, I tror nok, det er rødderne fra træerne. Men det er det ikke. De bygger ud, dernede i gravsalen. Vil have højere til loftet. Og på den måde buler de op i livets overflade og minder os om, hvor mange de er, og hvilken rolle de spillede, dengang.
Tænk, hvis der virkelig var samliv efter døden. Tænk, hvis man virkelig fik lov at bo i kvarter med Oehlenschläger og Edith Rode og Kai Normann Andersen og Storm P og Kamma Rahbek. Så ville dødelivet da pludselig udvide sig betragteligt. Færdigheder og former blive udvekslet, ligesom forandringerne diskuteret. Udvekslingen af tidsbilleder og titler og takt og tone blive interessante.
Og er vi, der vandrer på kirkegården og gaderne oppe oven over, mon bare en ligegyldig og enfoldig parentes for dem - eller følger de med, diskuterer vores gøren og laden, ryster på kraniekasserne og hvisker "tsk, tsk, ja de skulle bare vide, hvad vi nu ved".
