- Gider du ikke lade være med at tale med mad i munden, var
der én, der sagde til mig for nylig. Én jeg faktisk forsøgte at gøre et godt
indtryk på.
Autzz den sved. Jeg er sgi da ikke typen, der taler med mad i munden! Nope. Det
er ikke en del af min selvforståelse. Punktum.
.... Eller VAR ikke. Det er det så blevet nu. Men
forhåbentlig kun i en overgangsfase, hvor jeg kæmper med at finde frem til
andre måder at holde på ordet dér ved bordet, hvor der er mulighed for virkelig
at få talt igennem.
Nej, nej – jeg er ikke typen, der taler i én uendelighed
uden at lytte. Slet ikke. Men tjek lige selv, hvordan det er, når du sidder til
en middag, og der er mange speedsnakkere om bordet, og du deltager entusiastisk
i ordkampen. Det er nærmest umuligt at lade være med at tale med mad i munden.
For straks man tager en bid og dermed i hvert fald burde holde inde, ja så fortsætter
snakken og pisker ud ad et eller andet spor, og når du så endelig har fået
tygget af munden (er det 40 tyg, man anbefaler?), tro mig, så er vi ikke
længere ved emne 1, men er spurtet hen over 4-5 emner og din lumre vits eller dit
’det minder mig om.... ’ er totalt malplaceret. Du vil nærmest virke
hjernetung, hvis du insisterer på at gå baglæns i taletid.
What to do????
Én mulighed er: at sluge maden. Naaa – for det er også uopdragent. Passer heller ikke på
min selvforståelse.
En anden mulighed er: at ’mimikere’ og gestikulere og med udspilede
øjne og store fagter vise, at jeg har noget vigtigt at tilføje. Hm holder lidt
– men der er noget ulven kommer, ulven kommer over det i længden. Duer max 2
gange pr. måltid pr. uge.
Tredje mulighed er: at koordinere madindtaget med resten af
selskabet og simpelthen afvente, at de jager gaflen i bøffen og påbegynder ind-i-munden-bevægelsen.
Fåååck, det er svært at være ordstyrer med munden fuld af
føde og talekammeret fuldt af tyggede tanker, der vil UD. Som ord. Med salt og
peber og hele molevitten. Og gennem samme sprække, som maden gafles ind.
Hvilket får mig til at tænke på, at det ville have været cool,
hvis The Creator havde taget liiidt mere højde for den situation og måske havde
sørget for en nødtalepassage gennem næsen. En ventilationsskakt med rumklang. Har
testet det. Dét har han ikke. Det bliver kun til lidet taletidsbevarende lyde i
kategorien hm, grynt, hrmpf.
Jeg står med andre ord ved en skillevej. Enten fortsætter
jeg med at tale med mad i munden og må indrette mig på at være et uopdragent
menneske og aldrig mere forsøge at gøre et godt indtryk, mens jeg spiser. Eller
også stopper jeg talestrømmen, og der vil blive stiiiile. Eller-eller-eller jeg
går på en slankekur, der virkelig vil noget: 2 mundfulde pr. måltid. Hm, kunne
også spises af, INDEN måltiderne. Hvorved jeg igen associationskategoriseres som
noget uartigt og umuligt barne-noget. Nej, jeg giver tabt. Og tænker... og
taler... og spiser …. videre. Dog med målsætning om en dag igen at blive et
velopdragent menneske.
Er for øvrigt påbegyndt studierne af, om der ikke er en
hidtil uerkendt etymologisk sammenhæng mellem ordene mål (som i mål og mæle) og
måltid. Hæ. Gu’ er da så. Det MÅ der være. Det er altså vores
velopdragelsesnormer, den er gal med. Mål = tale. Måltid = taletid.
PS - Det er alt sammen min grundfamilies skyld. Hold da op,
hvor der tales med mad i munden. Men tro mig – vi når langt omkring. Tør slet
ikke tænke på, hvor mange emner, jeg ikke var blevet oplyst om – og opdraget i
- hvis vi havde spildt tiden med ikke at tale, dér way back i opdragelsesårene.
Kostbare minutter, so to speak J