Om e-mailen er død?? Nej sgu. Ikke overhovedet. E-mailen har ikke udkonkurreret det klassiske brev. Telefonmødet har
ikke udkonkurreret familiefesten. Sms'en har ikke udkonkurreret
telefonsamtalen. Chatten har ikke udkonkurreret daten. Osv. Formerne
udvikler hinanden, eller rettere, vi udvikler (os) og tilpasser
og integrerer formerne og vælger det der passer bedst til situation og formål og modtager.
I løbet af sommeren irriteredes jeg over Bizzens og 1508's e-mailistiske delvise dommedagsprofetier, som bar overskrifterne "E-mailen på vej mod brevets skæbne" og "Emailen er død" (den sidste dog maskeret som hypotese).
1508 skrev således:
Nu er jeg jo medforfatter til bogen E-mail-kommunikation. Så man kan mene, at jeg har en interesse i at modsige ovenstående alene ud fra en salgsmæssig interesse. Så indtil videre har jeg ladet folk råbe "ulven kommer ulven kommer" (eller ulven dør, ulven dør") uden af gøre noget. Men jeg er mig fuldt bevidst, at dele af det, vi har skrevet i bogen, nødvendigvis vil være forældet inden for overskuelig fremtid. Sådan vil det altid være, når man beskriver et sådant kommunikationsfænomen i sin tilblivelses-, tilpasnings- og forandringsproces.
Men i den forgange uge har jeg udtalt mig til Urban og til Download SyddanskeMedier.mp3
om udviklingen e-mails vs. IM. Så nu vil jeg gerne lige uddybe emnet.
Instant messaging og e-mail er IKKE hinandens modsætninger. Og anvendes heller ikke til det samme. Og ofte heller ikke i de samme situationer.
Jo, de unge (10-23 år) bruger da helt klart sms og alle former for chat. Og de e-mailer nærmest ikke. Men griner af e-mailen som forældrenes lidt tunge redskab. En af forklaringerne er, at de unge i høj grad anvender de synkrone medier til samvær, relation og social forhandling. Uafbrudt. Og gerne fra lommen, mens de er til bedstemors 90 års fødselsdag. Og det fungerer optimalt for dem. Og de er super tjekkede på området. Men de indgår endnu ikke i professionelle relationer, hvor indholdsdelen spiller en langt væsentligere rolle end relationsforhandlingen. Dét er blot et af de områder, der gør en forskel.
Vi andre (23-100 år) e-mailer, men chatter og sms'er og Skyper og G-talker osv. Vi arbejder imidlertid også, dvs. indgår i professsionelle sammenhænge, hvor e-mailen er den foretrukne kanal til informationsoverførsel, administration, mødeindkaldelse, langdistancekorrespondance ud fra en betragtning af, at det er hensigtsmæssigt med den delvis asynkrone indholdskommunikations, bland andet fordi den giver os mulighed for at planlægge egen arbejdsdag uden at bryde alt for forstyrrende ind i andres. Modtageren kan tage sig af vores beskeder og op- henholdsvis nedprioriterer dem, som han eller hun vil i forhold til SIN arbejdsdag. Men når det er sagt, jo, så supplererer vi da i stigende grad arbejdsformen med IM. For gu' er det da smart med det synkrone og umiddelbare (og flygtige). I visse situationer.
Men e-mailen er ikke død. Og den raller ikke engang. E-mailen udvikler sig - og vil vil konstant være i forandring - parallelt med og under påvirkning af de øvrige computermedierede kommunikationsformer - ja og af samværs- og samtaleformer i det hele taget. Det er godt. Og det er naturligt. Og nødvendigt. Men der er ikke dømt goodbye til e-mailen. Det er jo lige så dumt, som hvis man havde udråbt, at det personlige møde var aflyst og afskaffet, da man opfandt telefonen.
Pointen er, at vi faktisk er ret gode til at lære at træffe de mest hensigtsmæssige kommunikationsvalg. Nogle gange er det derfor smart at mødes, andre gange at ringes ved, helt andre gange at e-maile til hinanden, og oftere og oftere altså at sms'e, mns'e, skype, G-talke osv. G-mails samkøring af IM og mail er jo et meget godt eksempel på, hvordan formerne intregreres.