"Harniskklædte kæmper".... Eller hvad med "Hver kraftig skæmt, som lokker på læben frem et smil" eller "årene, de rulle og skiftes om på jord". Eller hvad med miskundhed i "Til himlene rækker din miskundhed, Gud". Forstår man det? Eller forstod man det? Det gamle sprog? De gamle rytmer? De alvorstunge symboler? Og skal alting oversættes?
Der sad man, som ret så lille tøs, og sang med på de mest mystifistiske gloser. Og en hel del fattede man ikke en brik af. Men der var alligevel alt mulig godt i det. Stemning, samsang med de andre, overlevering, højtidelighed, indlemmelse i fællesskabet, kontakt til noget gammelt, til andre tider, fællesskabet med de voksne.
Og så voksede man op, og langsomt begyndte de gamle tiders vendinger at åbne sig for én. Langsomt gav de mening og dannede billeder. Dét er noget af det, der gemmer sig i vores fælles sangskat. Indvielse. Forbindelse til gamle tider. Symboler. Storhed, der kan udlægges til enhver tid.
Behøver alt at blive oversat til (n)utidigt dansk.....? Jeg ved det ikke? Jeg er jo selv en af dem, der underviser i at skrive nutidigt, mundret osv. Og alligevel er jeg også glad for alt det gamle.... muligvis er det et faretegn... er måske ved at blive et gammelt røvhul... en af dem, der sidder og hæger om det gamle. Nej sgu. Det er jeg ikke. Ikke endnu. Og jeg vogter MEGET på mig selv i den sammenhæng. Det er vel nærmest den største trussel for mit virke som sprogspasser.
Nå men altså. Se nu her. Og sammenlign:
Far i himlen!
Lad alle forstå at du er Gud,
Lad dit rige blive til virkelighed
og lad alting blive som du vil have det
- her på jorden ligesom det allerede er i himlen.
Giv os det brød vi har brug for i dag.
Tilgiv os det vi har gjort forkert
ligesom vi har tilgivet andre.
Lad være med at sætte os på prøve,
og befri os fra ondskabens magt.
For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig.
Amen.
Fader vor, du som er i himlene
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje som i himlen
således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
led os ikke i fristelse,
fri os fra det ond.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.
Jeg synes ikke, det er det samme. Rytmen er væk. Og på en eller anden måde er det lige lovlig meget nede på jorden. For du er Gud, du har magten, og vi vil altid hylde dig er da ikke det samme som For dit er Riget og magten og æren i evighed! Og Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere er da langt mere alvorstungt og med langt mere vidtrækkende betydning end Tilgiv os det vi har gjort forkert, ligesom vi har tilgivet andre.
Det er en meget stor diskussion. Og der er ingen tvivl om, at Bibelselskabet og deres græskkyndige, deres teologer og andre eksperter har gjort sig uendeligt mange tanker, inden de sendte Den Nye Aftale, dvs. læs let-udgaven af Det Nye Testamente, på gaden. Og jeg er uendeligt lidt vidende på bibel-området, og heller ikke oversættelsesområdet er jeg voldsomt kløgtig på. Men det sætter mange tanker i gang at læse oversættelsen og netop huske tilbage på den tid, hvor alle ordene i salmer, sange, bøn osv. ikke gav direkte mening, men netop formidlede en stemning, der knyttede ikke alene barn og voksen sammen, men også nu- og fortid. Jo, som forklaring eller udlægning er oversættelsen muligvis god. Men ikke som erstatning. Men de kalder det nu også "en målsprogsorienteret oversættelse".
Og de har naturligvis taget forbehold:
"Man bliver aldrig færdig med at oversætte de bibelske tekster. Hver generation må gøre deres indsats og forsøge at finde deres tids udtryk for de bibelske tekster og deres centrale budskab. Men sproget ændrer sig hurtigt. Vi må derfor gøre en indsats for, at mennesker i dag kan læse teksten på et nutidigt dansk. Derfor udgiver vi nu Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk.
Du kan læse mere om baggrunden for Den Nye Aftale her."