Ud af kirken med Seinfeld, Venner og Klovn. Og også ud med Harry Potter!
Jeg er kirkeuforstandig. Så særlig meget ved jeg ikke om prædikener rundt om i den danske folkekirke. Men jeg har 2 oplevelser, som begge har fået det til at kirkemodstandsstritte på mig. Så lad mig lige sige jer præster, hvad der IKKE virker I jeres kamp for at få kirken til at være en mere opdateret del af vores hverdag.
Den første oplevelse: For 3-4 år siden tog min søster og jeg til julegudstjeneste i Grønholt Kirke, fordi vi så gerne ville synge julesange. Dét gør vi så ikke igen. Blandt andet fordi det var så stygt at høre pastor Lars Tjalve sådan cirka udnævnte Harry Potter til vor tids Jesus. Søgt!
Den anden oplevelse: I går oplevede jeg en præsteordination og -indsættelse. Og i den nye præsts første prædiken trak han ordet og fænomenet sitcoms (og føljetoner) ind og og endte med at kåre kirkens fortælling som den længste og bedste føljeton. Ever.
Jeg er nødt til at sige det. Det går bare ikke, kære venner. Det er forfladigende, det er pinagtigt. Lad dog være med at forsøge at fange os ved at låne så kraftigt og uelegant fra andre genrer. Det kan godt være, at I tror, at det er retorisk smart, men vi (eller jeg) er ikke i en stemning af hverken Harry Potter eller Klovn eller Seinfeld, når jeg tropper op i det højloftede lydrum. Og jeg vil heller ikke være det. Jeg er der ikke for at blive underholdt på den måde. Og når I trækker disse billeder ind i jeres prædikener, sender I mig direkte retur i hverdagen eller ind i en anden verden, hvor kirken i hvert fald ikke er det første, der popper op. Og vups, så er min højtidligehed afmonteret. Og dermed også min opmærksomhed.
For på den måde sender mig altså også direkte ind i en helt anden stemning, end den jeg sidder med i kirken. Ikke at alt skal være åh så højtideligt. Og ikke at visse brud ikke kan virke forfriskende. Men i de to nævnte tilfælde, ja der formåede I altså at tabe mig (også i dén grad!!).... I jeres kamp for at vinde mig, eller vinde min opmærksomhed og lydhørhed. Og dybest set synes jeg, det er pinligt, at I i den grad lefler for os, at I så krampagtigt forsøger at trække på virkemidler af den slags. I bliver lettere patetisk latterlige af det i mine ører.
Det er dårlig kommunikation. I forfladiger den højtidelighed, vi i kraft af tradition, alvor, kirkerum(klang) mv. har forventningsstemt os i. Det er i den grad et stemnings-/forventnings-/kommunikations- og genre-mismatch. Det må I kunne gøre bedre. Vi lytter faktisk åbent (de første 15 afgørende sekunder), så fang og fæng os. Ordentligt.
PS: Det eneste, jeg husker fra de to oplevelser, er ordene Harry Potter og sitcom. Og det er jo sådan set ret skidt.
