Han er sovet ind. Hun er her ikke mere. Han gav op. Hun fik fred. Hun afgik ved døden. Han er død.
Døden har navn.... og omskrivninger. Døden er præget af en kæmpe berøringsangst og tabuisering, der gør, at vi ganske simpelthen mangler ord og ikke ved, hvad vi skal sige eller skrive. For vi omtaler og taler så sjældent om den nære død. Vores egen. Eller dem vi elskers. Og så mødes vi i nogle få fælles ord, der kan dække os alle, der på gravstenen. Og det er jo så trist og fattigt - vi er dog immervæk aldeles forskellige, mens vi er i live.
Hvil i fred
Tak for alt
Dybt savnet
Mindet lever
Elsket for evigt
Elsket og savnet
Altid i vore tanker
Højt elsket - dybt savnet
Ordene, når nogen dør fra os, er så svære. Vi tør ikke tale til dem, der lige har mistet én, de elskede. Eller bliver i hvert fald forfærdeligt ordkejtede. "Må jeg kondolere?" Nej, vel - det er altså ikke det ord, der favner al den medfølelse, man så gerne vil give udtryk for og forsøger at favne den andens sorg med. Det er et alt for fremmet og klinisk ord.
Vi tør heller ikke rigtig omtale vores egen død. Eller vores forældres. Til nød kan vi tale om vores bedsteforældres - enten fordi de er døde for lang tid siden, eller fordi de er nået til en ret dødelig alder.
Der skal ord på gravstenen. Der skal siges ord i kirken. Der skal stå ord i dødsannoncen. Måske mindeord. Men dødens sprog kender vi ikke. Døden er tabuiseret. Vi famler. Bliver tavse. Og bedemanden foreslår derfor hjælpsomt, at vi vælger en af ovenstående formuleringer.
"Efterskriften skal betyde noget for de efterladte. Gør den ikke det, skal man springe den over. Man kan vælge en af de hyppigt anvendte tekster eller man kan tilføje sin personlige kommentar. Vigtigt er dog, at teksten give gode minder - det er dem man skal bevare".
Gamle dages dødsannoncer var mere ordrige
Jørn Lund skriver i en af sine mange sprogbøger om, hvordan dødsannonceteksten har udviklet sig. Eller afviklet sig, fristes man til at sige.
I 'gamle dage' stod der nemlig meget:
"Det blev min Tunge Lod hergjennom at tilkendegive fraværende Slægt og Venner, at min elskede Mand Johan Cornisch Heyerdal, den 16.de indslumrede i Dødens Favn, i sin Alders 59de Aar. Vores 32-Aarige Kjærlige Ægteskab velsignedes med 21 Børn, af hvilke 3 hisset modtage ham, imens jeg med 16 Børn, hvoraf den Yngste 3 Aar gammel, dybtsørgende begræder Savnet af denne kjære Mand, Fader og ømme Forsøger." (1839) (Citeret fra Jørn Lunds "Den sproglige tilstandsrapport")
Sådan!
Billede på
På Island så jeg sidste år, at der er billede af den døde i avisens dødsannoncer. Det var egentlig rart. Men også helt mærkeligt, da jeg jo er vant til den danske dødannonce. For så snart vi dør her til lands, bliver vi usynlige. Men billedet af et levende, glad menneske er helt anderledes end et sort kors eller en due. For det er jo det levende menneske, vi kendte. Og husker.
Hvad skal dødens ord? De skal mange ting. Meddele døden, trøste, minde, give fred både under og over jorden, fortælle om den, der levede, lette sorgen, dele sorgen, få de efterlevende tilbage i livet, få de sørgende til at sætte ord på alt levet, alt tabt, alt mistet for på den måde at give det og den døde nyt liv, blot i erindringen.
Jeg forestiller mig, at jeg er død. På min gravsten står der "Elsket og savnet". I graven ligger jeg og er bitter over, at det er de få (omend skønne og ophøjede) ord, der er valgt som erindring om mig. Det er alligevel lidt vel pauvert. Her har jeg kæmpet for at være bemærkelsesværdig, og så er det alt?
Må jeg selv skrive dem så? Det kunne jeg jo forsøge. Så skulle de formes som en samtale mellem mig og den, der besøte graven:
"Stamp på min grav og syng eller grin - fortæl mig det seneste sladder. Tag madkurven frem og skænk et glas vin, og spis dine medbragte madder". Men nej... sådan omgås vi ikke hverken ordene eller gravene.
Kondolenceord på JyskeVestkysten
At der er brug for at sætte ord på døden, og at der alligevel i vores dødsordknappe tid er mennesker, der sætte ord på medfølelsen, fremgår af JyskeVestkystens Mindeord og Kondolencesider, hvorfra jeg har lånt nogle få (og anonymiserede) sætninger, som jo går én lige til hjertet.
"Mange tanker er gået igennem mit hoved, et så stort tab er ikke til at forstå. Meget værre må det være for dig".
"Håber du kommer godt igennem denne svære tid, du ved at jeg selvfølgelig altid vil hjælpe dig, med hvad som helst".
"Det er så sørgeligt, at ord ikke synes at være dækkende, og jeg vil her udtrykke min dybeste medfølelse, det gør mig så forfærdelig ondt!"
"Jeg kender ikke drengen men føler med familien, det er det dyrbarste man kan tage fra en."
Ikke noget at grine af.... og så alligevel
Vi griner og joker også kun sjældent med døden. Men kunne ikke lade være med at grine, da programmet Den skæve skole kårede vinderen af en konkurrence, hvor de bad folk skrive ind med de ord, som de regnede med skal pryde deres gravsten. Vinderen ville få sit navn samt ordene indgraveret på en sten i sort granit.
Vinderen blev Kristian, som ville have ordene 'Stille! Far stener...' .
