Forleden på P1 var der et program, der hed Den frygtede ensomhed. Vi er alle sammen i risikogruppe for at blive ensomme, især i livets overgangsfaser, var den skræmmende konklusion fra forskerne i programmet.
Førhen var det hver 5. af os. Nu er det hver 3., der i løbet af livet stifter bekendtskab med den dimension i livet, som er ensomhed, og som gør forfærdelig ondt både i tanken om og frygten for tilstanden og i sin reelle konstitution, når den truer med at omslutte hele ens opfattede liv og eksistens.
Netværk er kun de stærkes netværk
I programmet sagde cand.phil. og ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal det meget tankevækkende om vores netværkskultur:
- Det netværkssamfund, vi alle sammen lever i, eller som vi kalder det, det lyder jo så fint og positivt, men det er jo et benhårdt samfund, fordi dét at være del af et netværk og skulle netværke og have netværksrelationer jo handler om, at man hele tiden forbinder sig med mennesker, som er noget, og som kan føre én nogle steder hen.
- Det er de stærke menneskers netværk; dem, som man kan bruge til noget, dem, som man kan bruge i en jobsammenhæng eller til et eller andet andet, det er dét netværk, vi søger. Og det er jo et netværk, hvor man hele tiden skal kæmpe for at vise, at man er der.
- Det ville jo være helt til grin, hvis jeg sagde, at jeg netværker rigtig meget nede på det lokale plejehjem og ude blandt de enlige og på kræftafdelingen på sygehuset. Vi samler jo i vores netværkssamfund på de succesrige forbindelser – vi samler ikke på de mennesker, som er svage og som falder udenfor, og der tror jeg, vi alle sammen står på en eller anden kant i risiko for at glide ud.
Hvis det var mig, ville jeg gemme mig for jer
Dét har jeg tænkt meget over, dét, at netværket kun er der i succes, og til nød lige et par sekunder i den vaklende overgang på vejen væk fra succes, når jobbet mistes, kærligheden går i opløsning, identiteten vakler, og derouten er begyndt.
Jeg tænker, at hvis jeg en dag blev arbejdsløs, alvorligt syg, dybt deprimeret eller noget lignende, der skilte mig ud fra det det, jeg tror og tænker og håber på som netværk, så ville jeg næppe Facebooke, næppe lave sjov, næppe kontakte jer, næppe bede jer om hjælp, næppe føle mig som en af jer, næppe turde bruge jer som netværk, næppe turde fortælle jer, at nu skulle netværkstanken stå sin store prøve.
Det er jeg uendeligt ked af. Det er fint at kende jer og netværke med jer i succes og glade tider. Men tanken om, at jeg formentlig ville gøre mig – og blive gjort (?) – usynlig i triste og ensomme tider, er en afmægtig tanke og dermed en allerede forestillet og halvt følt tilstand.
Så nu bliver jeg nødt til at tænke særlig nøje efter: Er jeg reelt en god nok netværker selv? Og hvem er egentlig i mit netværk? Burde der faktisk ikke være flere ”svage, flere som falder udenfor, flere fra kræftafdelingen på sygehuset”? Svaret giver sig selv!! Ingen skal have ondt i netværket. Ingen skal være uden. Hjælp mig med at ændre det.
