BLOGBOGSTAVER

God jul alle sammen!!

Jeg vil gerne lige sende alle, der besøger min blog, en stor tak, for at I læser med!! Og rigtig god jul alle sammen!

Mit julekort er igen i år tegnet af geniale Claus Riis

Med dejlig chokolade og kager til

I dag har jeg fødselsdag. Derfor vejret: varm sol med vinterstorm på hvert et skrapt hjørne :-D

Nå, men jeg er også blevet telefonsunget for. Og det er skønt. Men hvor ville jeg dog gerne have, at vi her i DK havde en anden fødselsdagssang end den gængse, hvor vi er tvunget til at gentage 'med dejlig chokolade og kager til' i én irriterende uendelighed. Det er ved gud en yderst tåbelig sangtekst.

Hvorfor er der ikke tradition for noget storladent, noget med swung, noget med abstraktion, noget med livsvisdom, noget der favner fortid, nutid og fremtid? Hvor skønt kunne det ikke være i stedet for dejlig chokolaaaade og kager til.

Nå, men min onkel og tante sendte mig en mail, hvor de skrev 'godt nytår'. Det kunne jeg lide!

Nu vil jeg fejre mig selv med et frisørbesøg med dejlig chokolade og kager til og ønske alle, der læser dette en god eftermiddag og aften med dejlig chokolade og kager til :-D.

Min håndskrift er stadig i puberteten

Uffe Stenstrop skrev i går om National Handwriting Day og fremviste desuden sin aldeles pæne håndskrift, som han dog ikke selv er helt stolt af.

Hvordan har din håndskrift det, slutter han af med at spørge. Og dertil må jeg svare:

Den har det skidt, tak. Den ligner noget, der er løgn. Eller i hvert fald noget, der er grimt. Noget, der er gået i stå midt i sin skriftsproglige pubertet. Den har med andre ord uren hud i almindelighed, bumser i særdeleshed, er klodset, uharmonisk og grimt klædt, vælter rundt, er ligegyldig og uden holdning og karakter og er desuden en underlig ingenting midt mellem udvikling fra skråskrift og noget selvkonstrueret formskrift-noget, som jeg syntes var lagt mere tjekket dengang.

Og det, jeg næsten har sværest ved at tilgive den: Den har noget pæn-pige over sig, som ... yrdddkkkkk.

Here it is:

Jeg.... et lysstofrør

Hvis jeg var en pære, hvilken pære ville jeg så være - ifølge andre altså:

Familiens dom, som faldt her 1. juledag er, at jeg er en mellemting mellem et lysstofrør og en kulørt pære. Hrmpff - jeg ynder ellers at se mig selv som en halogenpære, I ved, lækkert fokuseret lys i lækkert design :-)

Nu går jeg så og overvejer, hvad de synes, jeg ville være, hvis jeg var

• en kontorplante (jeg mener selv en blomsterbuket, naturligvis)
• en kropslyd (jeg mener nok, at jeg er en prut)

 
Hvis du gerne vil vide, hvordan andre egentlig opfatter dig, så kan jeg klart anbefale spillet "Hvis du nu var"

Det er ret sjovt. Og der er basis for både grin og fornærmelser :-)

Staveplade? Ordkendskab? Multitasking? Samarbejde? Hjernegymnastik? Tidsfordriv? Pausefisk?

Er inkarneret modstander af pauser og lediggang. Derfor: Super at kende Emme: med skærm-scrabble (også kendt som kriblekryds) opstår problemet overhovedet ikke, og al tid bliver udnyttet optimalos :-)

Ikke mere Pol-blogging fra LineP

Ordstyreren lukker om kort tid. Jeg er stoppet med at blogge for Politiken. En del erfaringer rigere. En del bloggingentusiasme (midlertidigt?) fattigere. Blog-baldret - vel egentlig.

Først og fremmest var ideen om at blogge OG trykke teksterne i Magasinet om søndagen naturligvis et brud med grundvilkåret for blogging. Og det fungerede ikke rigtig godt. Af mange grunde. Men en af dem er naturligvis, at der i de to medier (det elektroniske vs. det papirbårne) er indbygget meget forskellige læse/oplevelses/afsender/modtager/deltager-forståelser og -implikationer, der selvsagt resulterer i meget forskellige læsninger - OG reaktioner (eller mangel på samme). En anden er, at blogging bryder med de øvrige til papir skrevne journalistiske former og dermed redaktionelle forventinger = heller ikke helt foreneligt.

Men summa summarum: Det fungerer i hvert fald ikke optimalt hele tiden at skulle tænke i, at man først og fremmest repræsenterer noget andet end sit fag, end sin (egen) blog og sin egen forretning (jeg skriver 'man, men mener selvfølgelig 'jeg' - men man'et giver mig lidt distancetid og -credit, bilder jeg mig ind :-)).

Det bliver en mærkelig dialog, fordi der er så mange andre ting på spil, end lige det man skriver og mener og registrerer og reagerer på. I Politikens sammenhæng er jeg i hvert fald overbevist om, at jeg blandt mine kommentatorer havde folk, der rasede over en del andet end Ordstyreren (Politiken-hadere so to speak - og sprogforagtere i almindelighed) - og som helt 100 ikke på nogen måde var vant til at begå sig i kommentarfeltet på en blog. Og mødet med nogle ret så knotne læsere, der mildest talt ikke var diplomatiske i deres skriftlige henvendelse var tankevækkende for mig. Og ja, tro mig, det kan virkelig godt mindske blogginglysten at være i den slags non-dialog med folk, der ikke ønsker reel samtale.

Det har taget mig nogle dage at finde ud af, hvad jeg skal skrive om det her. Og jeg har endnu ikke fundet ud af det. Så I må nøjes med dette indtil videre. Men i hvert fald: ikke flere Politiken-ordstyrerier, -opgaver eller lignende fra mig i denne runde.

Smiline

Hver person sin niche: Jeg sidder fx i nichen for smileyer :-).... Bare så I ved det... Læs fx her og her.

Og forresten - Oschlag er kommet i lidt vel tidlig julestemning og har leveret en julesmiley (eller er det bare en smiley med roterende fis i kasketten). Jeg venter stadig på at han bygger videre på den, så man både kan se snebajer, kane og rensdyr... ;-), men ok, der er jo trods alt et par måneder til endnu, så han har god tid... :D

P for Pedersen

LineP. P for Pedersen. Ikke Petersen. Heller ikke [Peddersen]. Men slet og ret Pedersen. Jeg har nu fået efternavnsudtaleopbakning af Ole Meisner og Anette Dich fra DR. Meisner har nemlig fået Dich til at indtale udtalen - so to speak. Så kan I lære det :-) Download Pedersen.mp3 (Set i DR's interne nyhedsbrev Sproghjørnet)

Ordkløver OG (!!) Ordstyrer. Ta' den.

Så er det søndag. Og jeg er blevet ordstyrer!! I Magasinet i Politiken. Hæ. Tjek selv på side side 45 i pdf'en eller i avisudgaven over krydderbollerne. Og løs så også lige de ordopgaver, jeg stiller derinde :-)

Jeg taler med mad i munden

- Gider du ikke lade være med at tale med mad i munden, var der én, der sagde til mig for nylig. Én jeg faktisk forsøgte at gøre et godt indtryk på. Autzz den sved. Jeg er sgi da ikke typen, der taler med mad i munden! Nope. Det er ikke en del af min selvforståelse. Punktum.

 .... Eller VAR ikke. Det er det så blevet nu. Men forhåbentlig kun i en overgangsfase, hvor jeg kæmper med at finde frem til andre måder at holde på ordet dér ved bordet, hvor der er mulighed for virkelig at få talt igennem.

Nej, nej – jeg er ikke typen, der taler i én uendelighed uden at lytte. Slet ikke. Men tjek lige selv, hvordan det er, når du sidder til en middag, og der er mange speedsnakkere om bordet, og du deltager entusiastisk i ordkampen. Det er nærmest umuligt at lade være med at tale med mad i munden. For straks man tager en bid og dermed i hvert fald burde holde inde, ja så fortsætter snakken og pisker ud ad et eller andet spor, og når du så endelig har fået tygget af munden (er det 40 tyg, man anbefaler?), tro mig, så er vi ikke længere ved emne 1, men er spurtet hen over 4-5 emner og din lumre vits eller dit ’det minder mig om.... ’ er totalt malplaceret. Du vil nærmest virke hjernetung, hvis du insisterer på at gå baglæns i taletid.

What to do????

Én mulighed er: at sluge maden. Naaa – for det er også uopdragent. Passer heller ikke på min selvforståelse.

En anden mulighed er: at ’mimikere’ og gestikulere og med udspilede øjne og store fagter vise, at jeg har noget vigtigt at tilføje. Hm holder lidt – men der er noget ulven kommer, ulven kommer over det i længden. Duer max 2 gange pr. måltid pr. uge.

Tredje mulighed er: at koordinere madindtaget med resten af selskabet og simpelthen afvente, at de jager gaflen i bøffen og påbegynder ind-i-munden-bevægelsen.

Fåååck, det er svært at være ordstyrer med munden fuld af føde og talekammeret fuldt af tyggede tanker, der vil UD. Som ord. Med salt og peber og hele molevitten. Og gennem samme sprække, som maden gafles ind.

Hvilket får mig til at tænke på, at det ville have været cool, hvis The Creator havde taget liiidt mere højde for den situation og måske havde sørget for en nødtalepassage gennem næsen. En ventilationsskakt med rumklang. Har testet det. Dét har han ikke. Det bliver kun til lidet taletidsbevarende lyde i kategorien hm, grynt, hrmpf.

Jeg står med andre ord ved en skillevej. Enten fortsætter jeg med at tale med mad i munden og må indrette mig på at være et uopdragent menneske og aldrig mere forsøge at gøre et godt indtryk, mens jeg spiser. Eller også stopper jeg talestrømmen, og der vil blive stiiiile. Eller-eller-eller jeg går på en slankekur, der virkelig vil noget: 2 mundfulde pr. måltid. Hm, kunne også spises af, INDEN måltiderne. Hvorved jeg igen associationskategoriseres som noget uartigt og umuligt barne-noget. Nej, jeg giver tabt. Og tænker... og taler... og spiser …. videre. Dog med målsætning om en dag igen at blive et velopdragent menneske.

Er for øvrigt påbegyndt studierne af, om der ikke er en hidtil uerkendt etymologisk sammenhæng mellem ordene mål (som i mål og mæle) og måltid. Hæ. Gu’ er da så. Det MÅ der være. Det er altså vores velopdragelsesnormer, den er gal med. Mål = tale. Måltid = taletid.

PS - Det er alt sammen min grundfamilies skyld. Hold da op, hvor der tales med mad i munden. Men tro mig – vi når langt omkring. Tør slet ikke tænke på, hvor mange emner, jeg ikke var blevet oplyst om – og opdraget i - hvis vi havde spildt tiden med ikke at tale, dér way back i opdragelsesårene. Kostbare minutter, so to speak J