BLOGBOGSTAVER

"Når sproget bliver så vigtigt tier alle så forsigtigt".... læs lige dette Møllehave-digt

Jeg er ikke selv særlig bange for ord eller for at sige det, mange ikke tør sige, eller mange ikke synes bør siges. Og andres tavshed ved sorg, ved kriser, ved død, ved brud, ved uvenskaber, ved uretfærdigheder, ved svig og svigt, ved forkerte fortroligheder mv. gør mig aldeles afmægtig.

Det er meningsløst, at der er noget, man ikke taler om, hvis dét at tale om det faktisk kan hjælpe. For ofte er dét, man ikke taler om, noget, der er utrolig stor følelse knyttet til - følelse som netop skal sættes i ord for at man kan komme sig, kan komme til enighed, kan komme videre.

Forleden faldt jeg over dette digt at Møllehave. Det siger en del.

Er det fejhed eller dumhed?
Denne hjælpeløse stumhed.
Hvorfor lukkes alle sanser,
når man nævner ordet cancer? 

Jeg kan huske alle faser,
da min mor fik metastaser.
Hils din mor, og hvordan går det?
Så er stemmen pludselig borte,
og der sidder man med røret
Tom Konkylielyd i øret. 

Først når sproget bliver så vigtigt
tier alle så forsigtigt
Den er ond - den tavse pause,
hvorfor bliver I dog så tavse?
Lad for Guds skyld vær´ og svare:
"Sådan er det altså bare!"
Der er ikke mer´ og sige
Åh, som stilhed dog kan skrige.

Efter kemoterapien:
Samme tavshed og fortien
Selv ens allerbedste venner
er som folk, man ikke kender.
Ingen kommer på visitter
mon de tror, min smerte smitter?
Stumheden gør mig forlegen
både deres og min egen. 

Tavse tider langsomt skrider
mens hun sejt og ordløst lider.
Og den stumhed varer ved,
da hun endelig får fred.
Alle håber tiden går.
Den som læger alle sår.
Og så støder der en sjover til
"Åh, jeg troede du var over det!
Det er bar' så svært at svare,
på hvor længe sorg må vare.

Har vi ikke lært at tale?
Hvorfor gør vi så det gale?
Skønt vi ved, hvad ord kan rumme, 
bliver vi lukkede og stumme.
Hvorfor siger vi ikke spor,
Når vi trænger mest til ord.
Hvorfor savner vi ressourcer.
Kan vi lære det på kurser?

Er I raske. Er I sunde?
Har I det så nogenlunde?
Så sig ord med jeres munde,
Ord, der dulmer vores smerter,
ord, der viser, at I er der.

Det er svært at tage afsked.
Men det sværeste er tavshed.
Derfor hvisk i vores øre.
Derfor tal - mens vi kan høre.
Og jeg beder: La' vær og luk dig
Og vælg ikke første Flugtvej
Spørg dig selv - hvorfor du flygter.
Det er TAVSHEDEN, jeg frygter

(Johs. Møllehave)

 

Salmeordbogen! God ide! God ordbog!

Et barn er født i Bætlehæm, Bææætlehæm. Yep, der bliver skrålet godt, dér rundt om træet. Hele familien traver afsted gennem de strofer vi i fællesskab kan memorere.  "Først de hellige" råber min far. Og siden de mindre hellige, og til sidst børnenes og til allersidst løbesangene.

Undervejs gennem de hellige er der jo en del ord og sætninger, som vi ikke lige er i hverdagskondition med. Men det er der nu råd for. Vi kan ganske enkelt slå op i Salmeordbogen (Tjek også Salmeordbogens blog) og tjekke betydningen af miskundhed, myrra, profetens trøsteord, hosianna, saligheds pant osv. osv. Det er jeg glad for. For jeg er ikke særlig bibelstærk (blev ikke konfirmeret)

Se her, hvordan det foregår:

Det eneste, jeg ærgrer mig lidt over, er, at der ikke er en ordliste bag i, så jeg lige kan genfinde miskundhed og få forklaringen lige dér, bagerst, hvis det er det, jeg vil. Men man kan ikke få det hele.

 

Smertesprog, død og forbandelser

"Gid det samme må ramme dig. Og gid dine børn må dø".... Dødskampens ord. Hvad råber mennesker på vej ind i døden, midt i deres forfærdelige kamp mod sygdomssmerterne? Johannes Møllehaves mor forbandede ham, da hun lå på sit dødsleje. Han skrev om det i På Myrens Fodsti. Og mange skrev til ham og takkede ham, fordi de havde oplevet noget tilsvarende. Det vidste jeg ikke. Men har tænkt meget over det, efter at jeg læste det....

- Og så forbandede hun dig pludselig midt i et voldsomt smerteanfald?

- Ja, det var ejendommeligt, men også dybt forståeligt for så vidt. Hun sagde nogle frygtelige ting: at nu sad jeg der som rask og skulle se hende dø på denne måde, og gid det samme måtte ramme mig, og gid mine børn måtte dø og så videre. Voldsomme ting! Voldsomme ting! Men altså, der var kræft i hjernen, alle steder var hun syg, og hvis alt er smerte, så kan man godt forestille sig at man kun kan råbe og skrige og bande (.....) Det plagede mig i nogen tid, man da jeg skrev om det i "På Myrens Fodsti", så fik jeg mange breve fra folk, der sagde: Det var godt du skrev om det, for jeg er aldrig kommet mig over at det sidste min kone gjorde, var at forbande mig.

(Citeret fra Møllehave - et liv har fem akter)

Er De uden humor, når De er alene?

Min kontorfælle Jakob Strandberg fik forleden en Max Frisch-bog i fødselsdagsgave. Bogen hedder "Spørgekemaer" og rummer spørgsmål til bevarelse af menneskeslægten, ægteskab, kvinder, håb, humor, penge, venskab, faderskab, hjem, ejendom og død. Insisterende, overraskende, syrlige og svært besvarbare spørgsmål.

Fra den vil jeg gerne adspørge jer:

• Hvilken person ville De helst aldrig have mødt?
• Ville De gerne have en fuldstændig hukommelse?
• Hvad er De taknemmelig for?
• Overbeviser Deres selvkritik Dem?
• Opfatter De dem selv som en god ven?
• Hvor mange venner har De for tiden?
• Hvad er De ikke forsikret imod?
• Hvor stor kan aldersforskellen være i et venskab?
• Hvordan taler De om mistede venner?
• Er De uden humor, når de er alene?
• Ville de af dem selv have opfundet ægteskabet?
• Elsker De nogen?

Graveringer, gravskrifter, gravsten, gravmæler og gravalvor

Grosserer. Stationsforstander. Kammerherre og kammerherreinde. Grammatiker. Overførster. Mølleejer. Generalmajor. Kantor. Digter. Overretsagfører. Blomstermalerinde. Luftskipper. Konferensråd.

Side om side ligger de på kirkegården i hvert sit gravkammer. Jeg går af og til tur på etagen oven over. Vandrer op og ned ad stierne på Frederiksberg Ældre Kirkegård og læser sten i stilheden. Og jeg fantaserer om, hvordan livet under jorden forener folk fra meget gamle tider med folk fra yngre dage. Og mens vi er ovenpå, på den tynde overflade, oppe på etagen i de levendes rige, ser og nyder vi korte glimt af nutiden og gyser over tanker om intethed såvel som evighed. Siden, i gravene, møder vi de gamle tider og bliver til fortid, tankegods, erindring, muld og eftermæle.

Og netop eftermæler, sproget oppe på kirkegården. På gravene. Det sprog, som afspejler gamle nutider og efterladtes følelser og tanker. Gad vide, hvordan grossereren eller kammerherren dernede i gravsalen begår sig med deres sært klingende og for os så forældede titler. Og hvad med hende, på hvis gravsten, der bare står "Min elskede mor"? Hvilken identitet påberåber hun sig dernede i gravsalen, hvor hun er mor uden barn? Og hvad med alle dem, der har samlet sig i familiegrave? Holder de sammen? Eller synes de, det er belastende også i døden at blive holdt sammen, om ikke andet så af tempeltræernes rodnet og de efterladtes trang til tavshed om tingenes rette tilstand?

Man kan jo komme til at ligge ved siden af en rigtig fæl karl eller blive genbo til en usympatisk slægt.  Nå, ja det er jo næppe så meget anderledes, end at man ikke altid er venner med sine naboer i lejligheden ved siden af. Men mon ikke det her som dér kan vække anstød, at nogle breder sig og udsmykker sig så voldsomt og fylder så meget, har kæmpe sten og gravmæler og -monumenter, brændende lys, små bænke og sågar mausolæer, mens andre er henvist til at krybe sammen i skyggen og den fugtige jord henne under den gamle eg på en ganske lille jordlod.

De fylder en del dernede under jorden. Også selvom 93 % i dag bliver ligbrændt og urnenedsat. Men man kan se det på fliserne. De buler op. Jaja, I tror nok, det er rødderne fra træerne. Men det er det ikke. De bygger ud, dernede i gravsalen. Vil have højere til loftet. Og på den måde buler de op i livets overflade og minder os om, hvor mange de er, og hvilken rolle de spillede, dengang.

Tænk, hvis der virkelig var samliv efter døden. Tænk, hvis man virkelig fik lov at bo i kvarter med Oehlenschläger og Edith Rode og Kai Normann Andersen og Storm P og Kamma Rahbek. Så ville dødelivet da pludselig udvide sig betragteligt. Færdigheder og former blive udvekslet, ligesom forandringerne diskuteret. Udvekslingen af tidsbilleder og titler og takt og tone blive interessante.

Og er vi, der vandrer på kirkegården og gaderne oppe oven over, mon bare en ligegyldig og enfoldig parentes for dem - eller følger de med, diskuterer vores gøren og laden, ryster på kraniekasserne og hvisker "tsk, tsk, ja de skulle bare vide, hvad vi nu ved".

Jeg, en sms-forbandet

Kæde-sms med lykkeløfter eller forbandelser:

"Fordi du har åbnet denne, vil du blive kysset på torsdag eller på fredag eller lørdag eller søndag resten af dit liv, hvis du ikke bryder denne kæde. I morgen vil det blive den bedste dag i dit liv. Men hvis du ikke sender denne til mindst 10 personer inden kl. 00.00 i nat vil der altid ligge en forbandelse over dig... må ikke sendes retur"

Fy for s.... hvor er den slags klamt. Hvem finder på det? Kan på sin vis godt forstå, at min 10-årige niece ikke turde andet end at sende den videre - hun har jo mange kys til gode. Men jeg er mere hårdkogt. Og nu formentlig ramt af en forbandelse resten af mit liv :-). Too bad. Og så pga. denne sølle sms:

Hvad skal sprognævnet svare på?

Tidligere på sommeren nævnte jeg Manniches ordkamp mht. at få ændret ordene æresdrab og kvindelig omskæring.  I sommerens løb svarede Dansk Sprognævns nye direktør Sabine Kirchmeier på spørgsmålet og kastede sig dermed ud i en politisk debat, som vist ikke helt hører til i sprognævnet. Lidt mærkeligt - og det var det første, man hørte til den nye direktør. Siden har hun dog været stille ...igen... Nå, men læs selv hele svaret.

Her er en lille appetizer fra svaret:

"I eller andre kan dog godt benytte ordet kønslemlæstelse i stedet for sådan som I foreslår. Ved at bruge dette udtryk viser man at man tager afstand fra dette indgreb, og man foku­serer på den viden vi i dag har om indgrebet, nemlig at det øde­lægger de kvindelige køns­organer (Klinisk Ordbog, Munksgaard, 2005). Hvis en af de alternative betegnelser således får en større udbredelse, vil den muligvis på lang sigt kunne fortrænge den nuværende."

Min anke går på, at jeg slet ikke synes, at sprognævnet skal gå ind i den slags sager, al den stund at Manniches greb er åbenlyst politisk og derfor altovervejende drejer sig om opmærksomhed omkring en sag mere end om diskussion af og eventuel omstødelse af sproglige størrelser.

Eller hvad mener I... ? Er I uenige?

Alvorsord

"Tingene er i din bil. Jeg kan gøre det nu. Elsker dig men mit liv er ovre. Tak for din mærkelige kærlighed prøv ikke at forstå pas på dig selv". Dette var ordene i en 34-årig mands afskeds-sms lige inden han tog sit eget liv.

Den tyske medicinhistoriker Udo Grasshoff har udgivet en antologi med selvmordsbreve, hvorfra citatet ovenfor stammer.

De mange alvorsord gør voldsomt indtryk. For hvad skriver man dog til farvel, når man er på vej ind i døden? Døden, som selv som ord er tabu. Men som i afskedens stund jo er en realitet, som kontrasteres op mod det levede liv og dets savn og sorger hos dem, der skal modtage dødsordene og leve videre foruden mennesket og kun med mindet og afskedsordene.

Nogle omtaler meget livsnære ting i afskedens stund, om at man skal huske at betale en regning og lignende. Andre skriver trøstende og forklarende ord. Men det er, som om ordene ikke slår til. De kan ikke slå bro over afgrunden mellem liv og død. Og de kan ikke trøste.

Nemmere er det ikke for de efterladte. En dødsannonce i disse år er så fattig på ord:

'Vor elskede far, bror, onkel, svoger og mand Peter Poulsen sov stille ind den 3. juli 2004. Elsket og savnet', lyder den typisk. Men den har lydt anderledes til andre tider.

Sprogprofessor Jørn Lund skriver om "Dødsannonens retorik" (i bogen Den sproglige tilstandsrapport) og påviser, hvordan alvorsordene i den sammenhæng har ændret sig. Han citerer således fra en norsk dødsannonce fra 1839:

"Det blev min tunge Lod hergjennom at tilkendegive fraværende Slægt og Venner, at min elskede Mand, Johan Cornisch Heyerdal, den 16.de d. inslumrede i Dødens Favn, i sin Alders 59de Aar. Vores 32-Aarige kjærlige Ægteskab velsignedes med 21 Børn, af hvilke 3 hisset modtage ham, imens jeg med 16 Børn, hvoraf den Yngste 3 Aar gammel, dybtsørgende begræder Savnet af denne kjære Mand, Fader og ømme Forsøger".

Ordene om døden er tunge. Så tunge, at ordet død i vor tid ofte er for voldsomt og erstattes af "har forladt os", "er gået bort", "har forladt denne verden", "er blevet kaldt bort", "har fundet fred", "har fundet hvile", "er taget fra os", "er blevet taget bort", "er sovet stille ind", "er blevet hentet hjem".

Det er tankevækkende. Ordene skal trøste. Men vi kender ikke dødssproget. Så vi formår ikke at trøste med ord.