Tilbage i uskyldens år (og her taler jeg bloguskylden) holdt jeg sammen med Emme et indlæg om kommentarfeltet på konferencen Samtalerne. Vi var - set i bagklogskabens krystal ... og så videre - grotesk (samtids)naive. Men okay, hvem kunne også have vidst, at alle skriftlige svinehunde, alle de perfide, alle verbale krystere, og alle dem uden skriftlige samtaleevner ville vælge kommentarfelterne rundt opkring som deres nye svinestue, deres nye slaraffenland?
Så når Emme og jeg docerede, at "man skal altid svare", og "det er vigtigt at gå i dialog", og "alle kommentarer har eksistensberettigelse", så tog vi slet og ret fejl, idet vi ikke havde fantasi til at tage bestik af fremtiden. Rigtig mange kommentarfelter i dag er noget af det mest forstemmende at læse - i hvert fald når det kommer til emner med gods i. Folk går amok, afsporer debatten, skamrider deres egne kæpheste og gør personperfide udfald, som de ikke kunne drømme om at komme med ansigt til ansigt.
Nej, der er ikke længere kommentarfelt på min blog. Og jeg har ikke engang været så voldsomt angrebet herinde som mange af mine bloggervenner og -bekendte har. Men ok, husker dog stadig min tid som blogger (som Ordstyreren) for Politiken. Føj for den, det var lige før jeg begyndte at tvivle på en del af dette lands indbyggere ....
Jeg har ikke rigtig nogen forklaring på, hvor det er, kæden hopper af for kommentarfolket. Men af hopper den! Og det gør den faktisk også af og til i mails til virksomheder og institutioner.... ved jeg fra min undervisning. Det er ikke få 'fuck' og udfald som 'lortevirksomhed', der ankommer via mails rundt omkring.
Og inden for mit eget felt, sproget, er den såmænd også ret gal. Et manglende nutids-r kan få folk til at flane helt ud. Eller de går amok over betydningsskred i forfordele og bjørnetjeneste osv. osv. Hvilket på sin vis er en lidt anden sag - nemlig; Hvorfor er så mange mennesker SÅ tæt knyttet til sproget, at de tror, de ejer det og følgelig får trang til at gå voldsomt op imod andres sprogbrug? Det er der ikke noget svar på faktisk, men jeg glæder mig voldsomt til, at der forhåbentlig en dag bliver forsket mere i det.....
Fjern svineriet
Spurgte forresten ud på Twitter for lidt siden til det med kommentarfeltet og fik svar fra flere, der mente, at man skal censurere kommentarfeltet og fjerne svineri af hensyn til alle, fordi "gode kommentarer drukner i slam".... sidder og grunder over det.... måske er det rigtigt, måske er det dét, der skal til, på samme måde som man ville smide folk ud af sin stue, hvis de ikke opfører sig ordentligt over for ens andre gæster, eller over for én selv.
