Danmarks Statistik ku' godt komme på nanoblogg: Statistikpiller kalder de deres lille bog med vittigheder om statistik og statistikkere. Særlig vild er jeg med dette:
Eller hvad med dette statistik-digt (?) af Peter Poulsen
Et hårdt år tilegnet Danmarks Statistik
jeg har været ulykkelig 11,3 gange i året der gik
og lykkelig 8,1
3,7 gange har jeg bedraget min hustru
og er blevet bedraget 5,2
jeg har stjålet 12,60 kr og nul ører
og er blevet bestjålet for 13,50
jeg har giftet mig 0,13 gange
er blevet separeret 0,10
og skilt 0,75 gange
jeg er blevet far til 0,18 børn
kørt ned af 0,1437 budcykler (uden lad)
kørt op et lignende antal gange
jeg har kollideret med 14,6 biler
3,2 motorcykler
½ s-tog
og 0,00 dræsiner
jeg har fløjet 14 gange
og er faldet ned med 1,6 fly
jeg har skudt 0,07 fasaner, nul papegøjer, nul præsidenter
jeg har siddet i fængsel 4,2 dage
heraf 0,2 i detention
4,9 gange har jeg været i Malmø
og haft 1,4 pakker cigaretter og 2,1 pund kaffe med mig hjem
jeg har set 6,7 film
3,2 teaterstykker
jeg har drukket 1 ¼ flaske whisky
og er død halvanden gang
det har været et hårdt år, hvis jeg skal sige min mening