Postkort er verdens mest kedelige hilsen. Gaaaab. Der står jo INTET af interesse. Jeg bryder mig faktisk hverken om at skrive postkort eller at modtage dem.
På min ferie lavede vi en leg, hvor det gjaldt om at gætte, hvem de andre havde skrevet til, og frem for alt: Hvad de havde skrevet. Meget morsom - og nem!! - leg, der virkelig afslører formens tvang og stor uopfindsomhed og stor forudsigelighed, hvad angår postkortindhold.
Emner: vejr, vind, vin, vand, venner, velvære. Gab!!
Med andre ord: Intet af værdi, intet overraskende indhold, ingen modtagerorientering, men til gengæld stort afsenderfokus.
Nå, men fejlen er jo min egen. Jeg kan jo bare bryde formen. Men hold da helt op, hvor er det svært. Så har grundet lidt over, hvad det er, der gør det så svært:
- formen ligger fast
- den kan traditionelt kun indeholde positive tilkendegivelser og forudsigeligheder
- alle må og kan læse med, hvilket nedsætter fortrolighedsgraden og indforståetheden en del
- det hæmmer, at man skriver så grimt
- før man får skrevet sig varm, er pladsen brugt op
- der står så lidt, og det er så forudsigeligt, at man kan skrive det samme i alle postkort
På ferien overvejede vi faktisk at begynde at skrive hinandens - bare for sjov og for at bryde kedsommeligheden i indholdet.
Nå, men jeg er nærmest gået bort fra at skrive postkort. Og efter denne tekst kan jeg formentlig også regne med, at det også er slut med at modtage dem :-).
Hvad jeg gør i stedet? Sender sms'er og mms'er. Om det er det samme? Nix, faktisk ikke. Og det er jo det interessante. For med sms'en er jeg ude over de fleste af de problemer, postkortet rummer - og ordvalget er langt mere fortroligt, underholdende, fortællende, indforstået, målrettet og dermed vedkommende.
Så altså: goodbye postkort, forever
